VIP Medlemmer Login


Log på
 
Landbrugs ABA

BREAKING NEWS: I forbindelse med et messebesøg i Norge i 2004 blev beredskabschef Lars Hviid fra Tønder opmærksom på en stand, hvor en producent - ganske vist på engelsk - helt frejdigt påstod sig i stand til at levere troværdige brandalarmanlæg baseret på aspirationsteknologi (se note 1 nedenfor!) til brug i landbrugssektoren.

Vel ankommet tilbage i fædrelandet kunne Lars Hviid ikke helt slippe ovennævnte messeoplevelse; vel bl.a. fordi man i Tøndermarsken har en betydelig repræsentation af de store kvægbrug, som ud over en betydelig værdi også udgør en særlig udfordring i indsatsmæssig henseende i tilfælde af brand.Og en skønne dag blev det så for meget for Lars Hviid; noget måtte gøres, og valget blev et telefonopkald til RMG-Inspektion med det udfordrende spørgsmål: "Kan man også detektere et brandtilløb i et dansk landbrugsmiljø ved hjælp af udstyr, der er godkendt i Danmark?"

Da Lars Hviid kort efter afsluttede telefonsamtalen, var en handske kastet - og en udfordring taget op, så nu gjaldt det om at finde interesserede og seriøse sponsorer til en realistisk undersøgelse af, om vi som sagt også "kan detektere for et brandtilløb i et dansk landbrugsmiljø"; og vel at mærke med et acceptabelt niveau i såvel responsmæssig, økonomisk og driftsmæssig henseende?Ved at sprede lidt rygter i omgivelserne lykkedes det egentligt ret hurtigt, at få et antal potentielle interessenter til at "bide på den udkastede krog", og de udvalgte blev:

  • Gårdejer Bo Jessen i form af "udlån" af en mindre løsdriftstald til brug for forsøget
  • LAP Sikkerhed i form af udlån og support vedr. et aspirationsanlæg
  • Lotek A/S i form af installation og idriftsætning af aspirationsanlæg
  • Kontrolcentralen SOS International i form af håndtering af signaler fra prøveanlægget
  • Tønder Brandvæsen i form af tilsagn om respons i tilfælde af alarm fra prøveanlægget
  • RMG-Inspektion vedrørende opfølgning på og vurdering af projektet; jf. bl.a. gældende danske regler for brandalarmanlæg

Forsøget løb af stablen i maj måned 2006, og har omfattet 1 stk. aspirationsdetektor af typen Air Sense Stratos, som blev opsat i en mindre løsdriftstald med nogle driftsforhold, som blev vurderet at være typiske for et dansk landbrugsmiljø.
Opbygningen af aspirationsanlægget blev i alt væsentligt udført i overensstemmelse med brandalarmforskrift 232.

Og hvilke erfaringer er der så blevet indhentet frem til forsøget blev afsluttet i november måned 2007?

Ja, ud over en generel konstatering af at forsøgsanlægget både virker (kan alarmere), og ikke gav anledning til driftsmæssige problemer; herunder utilsigtede alarmeringer, så kan vi vel bedst beskrive forsøgsresultatet ved hjælp af de vurderinger, som viceberedskabschef Jacob Christensen; Tønder Brandvæsen anlagde hen gennem forsøget, og som han formulerede således:

"En vigtig faktor for et brandalarmanlæg er pålideligheden. På den ene side skal anlægget være så tilpas følsom, at det kan detektere brand med en rimelig sikkerhed, men omvendt skal anlægget helst ikke forårsage blinde alarmer.

Brandvæsnets bekymring i dette tilfælde har naturligvis været det specielle miljø, der er i en stald.

Efter halvandet års drift kan det konstateres, at der alene har været en brandalarm, som skyldtes, at landmanden afbrændte en smule halm i nærheden af bygningen.

Der har været udført forebyggende service efter 12 måneder, og serviceringen gav ikke anledning til særlige bemærkninger. De særlige støvfiltre, der renser luften i rørene inden den kommer ind i detektoren, har sikret, at der ikke er kommet støv ind i selve detektorkammeret, og dermed forhindret, at der er kommet utilsigtede ("blinde") alarmer fra anlægget.

Brandvæsnets konklusion af prøveperioden er derfor, at det er et system, der umiddelbart virker både tilstrækkeligt pålideligt og tilstrækkeligt driftsikkert.

Vi kan derfor anbefale, at disse anlæg kan indgå i byggesagsbehandlingen som et teknisk bytte, eller fordi landmanden blot ønsker en yderligere brandsikring af sin ejendom (kunne f.eks. medføre en sænkelse af forsikringspræmien)."

Og hvilke perspektiver tegner der sig så på baggrund af det gennemførte forsøg?

Ja, igen tager vi tilflugt til Jacob Christensens overvejelser, som lyder:

"Set fra brandvæsenet og brand/byggemyndighedens skrivebord er brandforebyggende/brandbegrænsende tiltag altid interessante.
Dette tiltag mener vi har flere perspektiver:

  • Udviklingen i landbruget går i retning af større enheder. Hidtil har man kunne bygge stalde på op til 5.000 m2 - i den forbindelse har kravet været, at der har skullet installeres brandbegrænsende tiltag. Her kunne et sådant anlæg være et attraktivt tiltag
  • Bygningsreglementets brandkrav skal primært sikre menneskeliv samt give indsatsmuligheder for brandvæsnet. Værdisikring er umiddelbart af lidt mere sekundær og afledt karakter. Her vil anlægget være et interessant bud på værdisikring
  • Sædvanligvis sker der ikke nyopførelser i landbruget, det er normalt udvidelser af allerede eksisterende bedrifter. I praksis er det derfor vanskeligt, at gennemføre pålidelige brandadskillelser.
  • I landbruget bliver bedrifterne som nævnt større arealmæssigt, men antallet af ansatte stiger ikke. Det betyder, at risikoen for at en brand når at udvikle sig til en stor brand stiger. Installation af anlæg kan imødegå denne stigning i risikoen.

Anlægget vil derfor i høj grad kunne anvendes som et supplement til de bygningsmæssige brandkrav.
Det kunne f.eks. være landmanden, der gerne vil højne sikkerhedsniveauet for bedre at sikre sine værdier, men det kunne lige så vel være rideskolen, der typisk er helt uovervåget af ansvarlige voksne personer i længere perioder."

Så med disse positive refleksioner in mente kan man vel hævde, at bolden er givet op med et overbevisende indspark til en forbedret brandsikring og brandsikkerhed - også indenfor dansk landbrug, og tilgrænsende brugsformål!

Note 1: Aspirationsanlæg er følsomme røgdetektorer, som via et rørsystem med perforeringer "henter" luft fra de områder, der skal overvåges, frem til f.eks. en partikeltæller, som så analyserer luften med henblik på en vurdering af, om der er røgpartikler i luften, som bør give anledning til en brandalarm.

Læs PRESSEMEDDELELSEN.

 

VIP Fagsektion

ALFA Netværk
Aflytning og spionage
Anti-terror
Aut. virksomheder
Brand
Downloads
Efterforskning
Efterlysning
IT-sikkerhed
Låse, gitter & skalsikring
Nattelivet
Ordforklaring
Råd og vejledning
Satellitovervågning
Visitation/VIP sikkerhed
VIP Medlemskab
Læs mere om DSM ...