I gennem en længere periode har der på en gård i Bredebro ved Tønder været installeret et "prøve" brandalarmanlæg - et forsøg som Tønder Brandvæsen til dels har medvirket i, dels har observeret med stor interesse.
Beskrivelse af anlægget "Prøveanlægget" har omfattet et aspirationsanlæg, som har været opsat i en mindre løsdriftstald med nogle driftsforhold, som er vurderet til at være typiske for et dansk landbrugsmiljø.Aspirationsanlægget bygger på en teknologi, hvor der via et rørsystem med perforeringer "hentes" luft fra de områder, der skal overvåges, frem til f.eks. en partikeltæller, som analyserer luften med henblik på en vurdering af, om der er røgpartikler i luften, som bør give anledning til en brandalarm. Erfaringer En vigtig faktor for et automatisk brandalarmanlæg er pålideligheden. På den ene side skal installationen være så tilpas følsom, at den detekterer brand med en rimelig sikkerhed, men omvendt skal anlægget helst ikke forårsage blinde alarmer. Brandvæsenets bekymring i dette tilfælde har naturligvis været det specielle miljø, der er i en stald. Efter et års drift kan det konstateres, at der alene har været en brandalarm. Denne skyldtes, at landmanden afbrændte en smule halm i nærheden af bygningen. Brandvæsenets konklusion af prøveperioden er derfor, at det er et system, der umiddelbart virker tilstrækkeligt driftsikkert. Vi kan derfor anbefale, at sådanne brandalarmanlæg kan indgå i byggesagsbehandlingen som et teknisk bytte, eller fordi landmanden blot ønsker en yderligere brandsikring af sin ejendom (kunne f.eks. medføre en sænkelse af forsikringspræmien). Det er naturligvis ikke alting der er på plads endnu. I forhold til et traditionelt brandalarmanlæg, der jo er detailreguleret i forskrift 232, vil der i forbindelse med en installation formentlig være en række uafklarede forhold. Perspektivering Set fra brandvæsenet og brand/byggemyndighedens skrivebord er brandforebyggende/brandbegrænsende tiltag altid interessante, og dette tiltag mener vi har flere perspektiver: - Udviklingen i landbruget går i retning af større enheder. Hidtil har man kunne bygge stalde på op til 5.000 m2 - i den forbindelse har kravet været, at der har skullet installeres brandbegrænsende tiltag. Her kunne et sådant anlæg være et attraktivt tiltag.
- Bygningsreglementets brandkrav skal primært sikre menneskeliv, samt give indsatsmuligheder for brandvæsnet. Værdisikring er umiddelbart af lidt mere sekundær og afledt karakter. Her vil anlægget være et interessant bud på værdisikring.
- Sædvanligvis sker der ikke nyopførelser i landbruget, det er normalt udvidelser af allerede eksisterende bedrifter. I praksis er det derfor vanskeligt, at gennemføre pålidelige brandadskillelser.
- I landbruget bliver bedrifterne som nævnt større arealmæssigt, men antallet af ansatte stiger ikke. Det betyder, at risikoen for at en brand når at udvikle sig til en stor brand stiger. Installation af et egnet brandalarmanlæg kan imødegå denne stigning i risikoen.
Et brandalarmanlæg vil derfor i høj grad kunne anvendes som supplement til de bygningsmæssige brandkrav. Det kunne f.eks. være landmanden, der gerne vil højne sikkerhedsniveauet for bedre at sikre sine værdier. Det kunne også være på rideskolen, der typisk er helt uovervåget af ansvarlige, voksne personer i længere perioder. Læs mere om projektet her. |
|
|
|